OM FONDEN
FONDEN ER I ØJEBLIKKET LUKKET FOR ANSØGNINGER.
DET ER OS
København og omegn har alt det har alt det, der skal til for at blive en europæisk filmmetropol; smukke, alsidige omgivelser, en filmbranche med et teknisk niveau i topklasse, en stærk infrastruktur, et højt serviceniveau og for tiden nogle af de bedste instruktører, manuskriptforfattere og fotografer i verden. Det skal bruges til noget.
Derfor blev Copenhagen Film Fund stiftet i 2013 på initiativ fra Producentforeningen og er et samarbejde mellem dengang otte københavnske kommuner, Region Hovedstaden og diverse aktører fra filmbranchen. Fonden har i perioden 2013-2017 investeret 59 mio. kr. i 30 nationale såvel som internationale produktioner, og for indeværende år 2018 er investeringskapitalen 13,4 mio. kr. Copenhagen Film Funds omdrejningspunkt er ikke bare Københavnsområdet men hele Region Hovedstaden, og flere kommuner vil komme til.
Fonden er sat i verden for at investere i internationale og danske film– og tv-produktioner, der produceres i vores medlemskommuner, og distribueres både nationalt og internationalt. Vores penge uddeles som erhvervsinvesteringer fordi det er vores opgave, at skabe vækst og jobs i filmbranchen og dens beslægtede erhverv — med den naturlige og ædle sideeffekt at synliggøre København og dansk filmproduktion for omverdenen.
Vi investerer primært i internationale produktioner af høj kunstnerisk kvalitet, med dansk co-producent, men også danske projekter med international distribution og finansiering kan gøre sig gældende. Vores fokus er på produktioner med optagelser indenfor regionen.
Vi ser frem til at høre fra dig!