Filmens handling følger fortællingen fra de klassiske tegneserier om de nordiske guder, men i en ny og moderne fortolkning. De to vikingebørn Røskva og Tjalfe bliver af tordenguden Thor og den snedige Loke taget med til Asgård, gudernes rige. Her bliver de mødt af en verden i opløsning, som det viser sig, at kun de to menneskebørn, side om side med Thor og Loke, kan redde.