DET SKER NU

 

Anden sæson af ”The Team” modtager millionstøtte fra EU

20 nov 2015, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Anden sæson af den første europæiske, multisprogede krimiserie “The Team” er nu et skridt tættere realisering.

Ud af Creative Europes støttepulje på 52 millioner kroner har Nordisk Film Produktion netop modtaget flotte 7,5 millioner kroner til produktionen af endnu en sæson.

”The Team” med den danske titel ”Mord Uden Grænser” er en co-produktion mellem Nordisk Film Produktion (DK), Network Movie (DE), Lunanime (BE), Superfilm (A) og en række regionale filmfonde heriblandt Copenhagen Film Fund. Storproduktionen har et budget på over 75 millioner kroner, hvilket er minimum for de tv-produktioner, der får tildelt så store tilskud fra Creative Europe.

Som den danske producent Thomas Heinesen siger til Det Danske Filminstitut:

“EU-støtten betyder virkelig meget for projektets realisering og giver os en blåstempling i forhold til de tv-stationer, som vi fortsat forhandler med for at få finansieringen endeligt på plads.”

33,5 millioner seere
Serien har på sin vis allerede en blåstemplingen i baggagen i form af første sæsons seersucces. ”The Team I” der blev vist i februar-marts 2015, nåede op på imponerende 33,5 million seere i Europa. Alene i Danmark så knap 8,8 millioner seere med, da serien rullede over skærmen på DR1.

Copenhagen Film Fund var med en investering på 2,5 million medvirkende til, at produktionen lagde en stor del af arbejdet og optagelserne i Danmark, hvilket i sidste ende resulterede i et forbrug på knap 17 millioner.

Den danske producent meddeler også, at det fortsat er hensigten, at serien skal have et overvejende dansk præg med danske manuskriptforfattere, instruktører og dansk scenografi.

Foruden et delvist dansk hold bag kameraet har ”The Team” Lars Mikkelsen i én af tre hovedroller. Herudover er Ole Boysen og Lisbeth Wulff også på rollelisten.

læs mere om “The Team” her.

Fire danske projekter modtog støtte
EU’s støtteordning til tv-programmer ”Creative Europe” hjælper uafhængige europæiske produktionsselskaber til at producere programmer af høj kvalitet med europæisk publikumspotentiale i samarbejde med tv-broadcastere fra minimum tre forskelige europæiske lande.

Foruden ”The Team” har tre andre danske produktioner også modtaget tilskud fra Creative Europe; Finl Cut For Reals “Transformation” har modtaget knap 600.000 kroner, Profile Pictures “The Child Soldier’s New Job” har modtaget ca. 550.000 kroner og Danish Documentary Productions “Bugs” modtog 600.000 kroner.