DET SKER NU

 

Svedende og bandende alenemor i LA og Svingende mellemkrigstid i Berlin – Copenhagen TV series Masterclass 2019 kom vidt omkring!

30 aug 2019, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Igen i år slog Copenhagen Film Fund og Copenhagen TV festival dørene op for en komplet udsolgt sal på Filmskolen til dette års Copenhagen TV series Masterclass.

En udvalgt skare af producere og kreative fra den nordiske dramaindustri fik adgang til en dag med inspiration, faglig indsigt og kreativ udveksling i det intime forfatterrum med nogle af tidens mest interessante og nyskabende forfattere.

Festivalen startede med en indsigtsfuld masterclass med to af de tre skabere bag den tyske TV serie Babylon Berlin: Henk Handloegten og Achim von Borries. Babylon Berlin er én af Tysklands største tv satsninger i nyere tid, som er blevet modtaget over al forventning af både det tyske og det internationale publikum. Achim Von Borries og Henk Handloegten brugte de tre timer på at indføre publikum i hele tilblivelsens af deres serie, dens unikke univers, historie, politiske baggrund, karakterer, musik, dans og fantastiske æstetik.De gik også i dybden med hele arbejdsprocessen når man lidt atypisk arbejder med tre forfattere og instruktører, som allesammen er inde over alle afsnit af tv serien både som forfattere, instruktører og i klipperummet. Masterclassen blev modereret af Liselott Forsman.

Efter frokost gik Pamela Adlon, forfatter, showrunner, instruktør og skuespiller bag tv serien Better Things, på scenen.Pamela Adlon fortalte om sine tanker bag skabelsen af Better Things og hovedkarakteren Sam Fox - denne semi-selvbiografiske karakter i et univers inspireret af Pamela Adlons eget liv som alenemor til tre piger og hårdtarbejdende skuespiller i LA.

Vi fik et indblik i hvordan hun arbejder og navigerer med sine mange kasketter både i forfatterrummet og på set når man er både hovedperson, forfatter, instruktør, producer og showrunner  i sin egen tv serie. Det kom der en spændende, indsigtsfuld og meget morsom masterclass ud af og det blev meget klart at Sam Fox og Pamela Adlon langt hen ad vejen er en og samme person. Christian Torpe modererede sessionen med Pamela Adlon

Talentudveksling som hjørnesten
Det er sjette gang, Copenhagen Film Fund og Copenhagen TV Festival / Producentforeningen afholder Copenhagen TV Seris Masterclasses. De foregående år har programmet budt på masterclasses med blandt andre skaberne af ’Handmaids Tale’, ’The Affair’ ’The Night Of’, ’The Crown’ ’True Detective’, ’Homeland’ og ’Top of The Lake’.

Hensigten med Copenhagen TV Series Masterclasses er at styrke den internationale talentudveksling indenfor film og tv. Udveksling er et helt centralt element for at bibeholde og videreudvikle den høje koncentration af dygtige forfattere, instruktører og producere, vi har i Danmark. Foruden at lærer fra nogle af de største masters indenfor tv-drama, er eventet også en platform, hvor de kreative mødes, sparer og netværker internt,” siger Thomas Gammeltoft, direktør i Copenhagen Film Fund.