DET SKER NU

 

Dansk krimiserie går i optagelse med Helsingør som omdrejningspunkt

07 maj 2019, Posted by Liv Saalbach Holse in Nyheder

 

Peter Mygind har hovedrollen som politiefterforsker Dan Sommerdahl i krimiserien af samme navn, der foregår i og omkring Helsingør. Copenhagen Film Fund har været medvirkende til at tiltrække produktionen.

Helsingør bliver rammen om TV 2 CHARLIEs første egenproducerede krimiserie, ’Dan Sommerdahl’. Optagelserne blev indledt mandag 6. maj i den nordsjællandske by ved Øresund, som hele sommeren og frem til 20. september vil være den levende ramme, som serien udspiller sig i.

CHARLIE-serien, der er inspireret af bestsellerforfatteren Anna Grues krimier om ’Den skaldede detektiv’, har Peter Mygind i hovedrollen som Dan Sommerdahl – en højt respekteret politiefterforsker, som engagerer sig stærkt i opklaringen af byens store kriminalsager. Men engagementet har en pris for Dans privatliv.

Hans hustru, Marianne Sommerdahl (spillet af Laura Drasbæk), er chefkriminaltekniker på samme politistation som sin mand. Her arbejder også deres fælles kollega og ven, efterforskningsassistent Flemming Torp (André Babikian), der har været hemmeligt forelsket i Marianne siden ungdommen.

Da Dan Sommerdahl bliver mødt af Mariannes ønske om skilsmisse, vokser hans problemer, og det samme gør den anspændte stemning i efterforskningsafdelingen. Her er tre hovedpersoner fanget på samme arbejdsplads, mens hemmeligheder af lykke og sorg udspiller sig i det skjulte trekantsdrama.

” ’Dan Sommerdahl’ er et fantastisk vindue for omverdenen i forhold til at profilere Helsingør som by. Copenhagen Film Fund er stolte over samarbejdet med Helsingør og glæder sig over den vækst i form af omsætning og turismeeffekter som produktionen helt sikkert vil tiltrækker til lokalområdet. Det er helt exceptionelt at den største tyske tv-station, ZDF er gået sammen med TV2 om denne satsning. Det vidner om kvaliteten af og efterspørgslen ude i verden på dansk indhold. Det skal Copenhagen Film Fund være med til at understøtte” - Thomas Gammeltoft, Direktør

Tæt på gerningsmændene – og helt ind under huden på efterforskerne
Med titelrollen i ’Dan Sommerdahl’ glæder skuespiller Peter Mygind sig over at være tilbage i en hovedrolle hos TV 2.

- At få en hovedrolle er altid en stor udfordring, og jeg håber, jeg kan løfte opgaven, så vi i fællesskab kan skabe en spændende, smuk og rørende krimi. Jeg elsker især, at vores manuskriptforfatter Lolita Bellstar tager seerne med ind i de udfordringer, der ligger i at elske sit arbejde som politimand, og som ikke kan undgå at give store vanskeligheder i privatlivet. Vi kommer ikke alene tæt på gerningsmændene, men også helt ind under huden på efterforskerne, siger Peter Mygind.

Skuespilleren er begejstret for at skulle arbejde i Helsingør, som han altid har holdt meget af. Og samme glæde udtrykker både producenten og hovedforfatteren på ’Dan Sommerdahl’.

- Vi er fulde af taknemmelighed over den måde, vi er blevet budt velkommen af Helsingørs borgere. At optage ’Dan Sommerdahl’ i Helsingør er en drøm, der går i opfyldelse. Vi håber, at produktionen ikke blot bliver god underholdning, men også skaber værdi for Helsingør og byens borgere ved at promovere denne historiske og smukke by på dansk og internationalt tv, siger hovedforfatter Lolita Bellstar og producent Janni Helleskov, som sammen ejer det danske produktionsselskab Sequoia Global Alliance.

I gennemgående roller i ’Dan Sommerdahl’ ses herudover Lotte Merete Andersen, Mathias Käki Jørgensen, Peter Gantzler, Laura Kjær, Elias Munk, Lisbet Lundquist, Julie Rudbæk og Stephanie León.

Også Solbjørg Højfeldt, Frank Thiel, Merete Mærkedahl, Ina-Miriam Rosenbaum, Neel Rønholt, Julie Steincke, Paw Henriksen, Iben Dorner m.fl. har roller i ’Dan Sommerdahl’.

Hele serien optages og foregår i Helsingør og bliver til med støtte fra Helsingør Kommune og Copenhagen Film Fund. ’Dan Sommerdahl’ produceres for TV 2 og tyske ZDF af Sequoia Global Alliance i samarbejde med det tyske produktionsselskab NdF og den internationale salgsagent Dynamic Television.