DET SKER NU

 

Ben kingsley og theo James filmer i København

22 apr 2016, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

København havde tidligere på ugen prominent besøg, da Ben Kingsley (midtfor i foto) og Theo James gæstede byen for at skyde de sidste scener af Creative Alliances thriller ”Backstabbing for Beginners”. Per Fly (til ventre i foto) har sammen med amerikanske Daniel Pyne skrevet manuskriptet, og instruerer samtidig for de danske produktionsselskaber Creative Alliance og Parts & Labor DK. Filmens producere tæller Malene Blenkov, Lars Knudsen, Nikolaj Vibe Michelsen og Jay van Hoy.

De sidste optagelser blev indspillet på Filmstationens studier i Værløse, som gjorde et fantastisk stykke arbejde med at genskabe et FN-kontor og kongressal.

Før produktionen kom til København, blev en stor del af filmen indspillet i Canada og Marokko. Nu vil produktionsselskabet arbejde videre med postproduktionen og planlægger premiere i starten af 2017.

Danske projekter med internationalt sigte
Ud af et samlet dansk budget på 6.209.344 DKK har Copenhagen Film Fund investeret 3.000.000 DKK i “Backstabbing for Beginners”, hvilket har medført, at den sidste del af produktionen blev lagt i københavnsområdet. Thomas Gammeltoft (til højre i foto), direktør i Copenhagen Film Fund, forklarer hvordan:

“det er vigtigt for Copenhagen Film Fund at vise, at vi også bakker op om større danske projekter, som sigter internationalt. Derfor passer det perfekt for fonden at investere i Per Flys første internationale spillefilm. Det er på alle måder et interessant projekt med stor international finansiering og potentiale ikke mindst grundet navne som Ben Kingsley og Theo James på skuespillerlisten”.

“Backstabbing for Beginners” er inspireret af den sande historie om danske Michael Soussan, der får sit ønskejob i FN’s Oil for Food program, hvor han kastes ud i en magtkamp mellem dysfunktionelle diplomater, kyniske regeringer og grådige virksomheders ønske om at tjene penge på Iraks olie, i en tid hvor Saddam Hussein fortsat sidder ved magten. Michael får hjælp af sin dygtige og erfarne chef, men da han får indsigt i processerne, går det op for ham, at der svindles med milliarder, og at korruptionen rækker helt ind i de inderste cirkler. Det eneste han kan gøre, er at afsløre alt – og dermed risikere at sætte FN’s renommé på spil og miste den kvinde, han elsker, og måske endda sit eget liv.

Læs mere om filmen her.

 

Copenhagen Film Fund 04/2016Pasha’s (Ben Kingsley) FN kontor bygget på Filmstationen i København. Green screen’en udenfor vinduet vil senere vise New Yorks skyline.