DET SKER NU

 

Birgitte Hjort: ”I Danmark har man større medbestemmelse, men der mangler disciplin”

23 feb 2018, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Efter en stjernekarriere i udlandet er Birgitte Hjort Sørensen hjemme i Danmark og aktuel i tv-serien GREYZONE. Copenhagen Film Fund har talt med hende om, hvordan det er at have verden som sin arbejdsplads, hvad der adskiller en dansk produktion fra en amerikansk, og hvordan GREYZONE er en perfekt hybrid mellem de to

 

Foran Mick Jagger og Martin Scorsese, side om side med Jon Snow og hånd i hånd med Pilou Asbæk. Den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen har de seneste fem år arbejdet med de helt store navne inden for international film og tv. Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes medvirken i DR dramaet BORGEN har banet vejen for hendes internationale karriere, så hun nu kan skrive amerikanske gigantproduktioner som GAME OF THRONES, VINYL og PITCH PERFECT på sit CV. Nu er hun hjemme igen og på søndag aktuel som droneingeniør i TV 2’s tv-serie GREYZONE.

Smede mens jernet er varmt
Det var ikke fordi, interessen for den danske skuespillerinde dalede på den anden side af Atlanten, at Birgitte Hjort efter fem år besluttede at vende næsen hjem.

”Ikke alle var lige begejstrede for den beslutning. Særligt min amerikanske agent ærgrede sig og mente, vi skulle smede mens jernet var varmt, da min karriere for alvor var begyndt at blomstre i USA. De fleste amerikanere har den der drøm om berømmelse og at ”make it big”, hvilket de vil gå rigtig langt for. Sådan var det ikke for mig,” fortæller Birgitte Hjort, der nu har boet fast i København i et år.

”Det er jo vildt spændende og fyldt af eventyr at have verdenen som sin arbejdsplads. Både muligheden for at prøve kræfter med mange forskellige roller og genrer og at lære noget nyt om sig selv. Da jeg som 25-årig startede som skuespiller, var jeg ikke god til at rejse og skifte fysiske rammer på den måde, men det tager jeg i dag meget afslappet.

  Birgitte Hjort i DR dramaserien BORGEN og Bille Augusts MARIE KRØYER. Fotokredit: DR og Rolf Konow

Jeg var i længere tid overrasket over, at det overhovedet var en mulighed. Selvfølgelig har jeg også gjort noget aktivt for, at det skulle lykkedes, ved at rejse ud og få internationale agenter osv. men stadig, at det blev virkelighed?” siger hun med forundring i stemmen og tilføjer:

”Jeg begyndte at arbejde i udlandet, da hypen omkring dansk tv var på sit højeste. Jeg havde lige lavet BORGEN, hvilket var en klar styrke i forhold til min mulighed for at komme med på internationale produktioner. Overalt blev jeg mødt af en indstilling til dansk tv som noget af det fedeste i verden og det mest eksotiske og finkulturelle.”

Den amerikanske skyggeside
Den 36-årige skuespillerinde opdagede imidlertid, at den internationale karriere også havde skyggesider.

”Det var storslået og overvældende at komme med på en produktion som VINYL. Men det er svært at få kreativ indflydelse på de store amerikanske produktioner, da det ofte er kæmpestore maskinerier, som kører i fast definerede baner og har mange flere penge på spil end i Danmark. Der er langt skarpere faggrænser på produktionsholdet, og selv en lille ændring i mit kostume skulle godkendes af syv forskellige executive producers. Man bliver en meget lille brik i et stort spil.

Herudover er det en ensom tilværelse at arbejde i udlandet. Meget af tiden går med at vente i kulissen, og man ender med at spise mange måltider alene. De sidste år følte jeg mig ikke rigtig glad. Jeg savnede mit netværk og familie og den danske måde at lave film og tv på. Jeg havde brug for en pause.

Arbejdet i udlandet har lært mig at være mere kritisk over for det materiale, jeg bliver præsenteret for. Jeg har slet ikke afskrevet at arbejde i udlandet, det skal bare være de rigtige projekter.”

Hvad ligger der i den danske måde at lave film og tv på?
”I Danmark er vi mere demokratisk indstillede til produktet og hinanden. Der er en langt fladere ledelsesstruktur, og større lighed end i udlandet. På danske produktioner er der mulighed for at komme med kommentarer til manus, og have indflydelse på historien og karaktererne. Herhjemme har vi ikke den samme følsomhed overfor faggrænser, som man har i udlandet, og jeg har oplevet makeupartister komme med holdninger og forslag til mit spil, hvilket ville være utænkeligt i USA eller England.

Selvfølgelig har instruktør og producer det sidste ord, men der er plads til dialog og indspark, hvilket giver et langt større ejerskab til ens arbejde og rent personligt betyder det, at jeg dedikerer mig mere til rollen.

GOT birgitte hjort
Birgitte Hjort i rollen som wildling-kvinden Karsi i HBO hitserien Game of Thrones © HBO.

Den amerikanske produktionsmodel har dog i Birgitte Hjorts øjne nogle klare fordele i forhold til det endelige produkt.

”Der er en strammere disciplin i udlandet, da konkurrencen indenfor film- og tv-verdenen er hårdere både blandt produktionsselskaberne og skuespillere. Alle er mere kompromisløse og vil gå længere for at levere det bedste produkt, også selvom det er på bekostning af folks følelser og privatliv. Selv skuespillere, jeg anser for ret etablerede, lægger sig virkelig i selen for at vise producere og instruktører, at de er dedikerede til projektet og villige til at arbejde hårdt.

I Danmark tager vi større hensyn til hinandens privatliv, følelser og integritet, men det betyder også, at produktionen til tider ikke kommer helt op at flyve, hvor man i USA ikke skyer nogle midler for at nå toppen. På danske produktioner kan vi blive lidt tunge i røven, for at sige det ligeud. Den løse arbejdsstruktur medfører, at der til tider bliver stilet lidt lavere. Jeg foretrækker at arbejde på en dansk produktion, men savner nogle gange lidt af den amerikanske disciplin,” fortæller hun.

Bevæger sig videre end nordic noir
Den disciplin hun savner i dansk produktion fandt hun dog på den dansk/svenske tv-serie GREYZONE.

”Jeg var om bord allerede efter at have læst første afsnit! Jeg kunne mærke, at der var høje ambitioner bag historien, som var gennemarbejdet ned til mindste detalje. Jeg vil vove at påstå, jeg aldrig har fået præsenteret så grundigt et stykke arbejde før. Alle ti manuskripter lå klar, da vi gik i gang med optagelserne. Til sammenligning filmede vi ét afsnit ad gangen på VINYL, så man vidste aldrig hvad ens karakter gjorde, tænkte og følte mere end ét afsnit frem.

LACOMBE_14056_B1003110
Fra HBO tv-serien VINYL. Olivia Wilde og Birgitte Hjort.

Greyzone 14
Birgitte Hjort som droneingeniøren Victoria i TV 2s nye tv-serie GREYZONE.

Ved at have et overblik over den komplette historie fra start til slut, har jeg bedre kunne orkestrere mit arbejde og min rolle i GREYZONE, hvilket er en fed fornemmelse. Det har gjort, at jeg har følt større ejerskab til serien.”

Hvordan adskiller GREYZONE sig fra andre skandinaviske tv-serier?
”GREYZONE har en klar international feel. Den dyrker ikke seriemorderen og psykopatens træk, som så mange andre nordic noir serier, man har set komme ud af Skandinavien de seneste år. GREYZONE handler i højere grad om en politisk virkelighed og virkelige mennesker, der i ekstreme situationer er i stand til at gøre ekstreme ting.

Historien adskiller sig ved at dykker ned i kompleksiteten af menneskets adfærd, hvor der ikke findes gode eller onde karakterer – hver karakter har en baggrund og forudsætning, som påvirker deres adfærd. Det er en spændende historie at være med til at fortælle. Projektet gav mig lyst til at komme hjem til Danmark og arbejde med tidligere, kompetente kollegaer.

Greyzone 16
Birgitte Hjorts karakter i GREYZONE  bliver sammen med hendes søn taget som gidsler af terrorister, mens efterretnings-tjenesterne i Danmark og Sverige forsøger at afværge et terrorangreb.

At projektet er et dansk/svensk samarbejde, gør det ifølge Birgitte Hjort endnu stærkere.

”Selvom de to kulturer ligner hinanden meget, er der stadig forskelle, som giver et interessant sam- og modspil. Det er selvfølgelig vigtigt og interessant at beskæftige sig med dansk kultur og problemstillinger, men det kan være forfriskende at løfter sig op af naglepilleriet og få et bredere perspektiv på verdenen. Også skuespillersammensætningen på tværs af Øresund giver noget særligt til indholdet, da man møder friske nye ansigter – også for mig professionelt,” siger hun afslutningsvis.

 

 

En tv-serie har stort internationalt potentiale
Det engelske salgs- og produktionsselskab ITV Studios har været økonomisk involveret i produktionen af GREYZONE fra starten af, og står nu for at sælge serien internationalt. Selskabet har store forventninger til tv-serien, og for Kate Barnes passer den passer perfekt ind i ITV Studios’ profil.

”ITV er en international distributør med stor spændvidde. Det betyder, at vi repræsenterer det absolut bedste indhold fra hele verden, og fra det øjeblik vi besluttede at gå ind i GREYZONE, vidste vi, at produktionen fuldt og helt levede op til det kriterium,” forklarer Kate Barnes, SVP for Global Content, Scripted and Co-Productions hos ITV Studios.

Hvad er dine forventninger til GREYZONE internationalt?
”Seriens tema er topaktuelt og noget, som mange rundt om i verden kan relatere til. Herudover har vi erfaret, at nutidens seere er modtagelige overfor drama, der ikke nødvendigvis afspejler deres nærmiljø, kultur eller endda deres eget sprog. I det lys har vi stor tiltro til og er begejstrede over GREYZONEs globale potentiale.

Skandinavisk drama har allerede et fantastisk ry internationalt, og GREYZONE vil kun styrke det. Det er netop den type spændende, og alligevel dystre, thriller, som Skandinavien er kendt for, hvilket er endnu en grund til at tro på, at serien bliver en succes internationalt. ”

 

GREYZONE er en co-produktion mellem Danmark, Sverige og Tyskland, der produceres af Cosmo Film for TV 2. Produktionen realiseres i et samarbejde med TV4 Sverige, C More Sverige, ZDFNeo, NRK Norge, SF Studios Sverige og Nadcon Film med støtte fra Public Service Puljen, det Svenske Film Institut, Copenhagen Film Fund, Creative Europe Programme of the European Union og Nordisk Film & TV Fond.

GREYZONE har premiere på TV 2 på søndag den 25. februar kl 20.00.