DET SKER NU

 

COPENHAGEN FILM FUND HENTER KENNETH BRANAGH TIL KØBENHAVN

08 okt 2014, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Københavns nu 1-år gamle filmfond sikrer, at Kenneth Branagh kommer til Danmark og optager finaleafsnittene af BBCs succesversion af ”Wallander”.

Copenhagen Film Fund har indgået en aftale med produktionsselskabet bag den engelske ”Wallander”-serie og BBC om at investere i de sidste tre afsnit af den meget succesfulde fortælling. En uges optagelser er henlagt til København, og det bliver naturligvis med den engelske filmstjerne Kenneth Branagh i centrum.

Den engelske udgave af ”Wallander” har fejret triumfer i hele verden og i den grad sat svenske Skåne på landkortet, hvor de første seks afsnit blev optaget. Nu henlægges optagelserne også til København og endda i afsnittet, som definitiv bliver det sidste i serien og som denne gang bygger på romanen ”Den urolige mand”. Det burde betyde en endnu større opmærksomhed for lige præcis dette afsnit, hvor København er kulisse.

Thomas Gammeltoft udtaler:

–       Vi er selvsagt stolte over, at København får en central placering i denne vildt populære serie. Det har været meget vigtigt for os, at vi har kunnet få dansk arbejdskraft med på serien, hvor bl.a. scenografi, visual effects og stuntkoordination nu er på danske hænder. Det er vi stolte af, og vi glæder os til, at Kenneth Branagh og co. indtager hovedstaden.

De to afsnit vil blive indspillet i Ystad og i København. Sæsonen består af yderligere et afsnit, der indspilles i Sydafrika; Den hvide løvinde. Indspilningerne i Ystad og København finder sted i oktober 2014 og i Sydafrika i januar 2015. Bag serien står det svenske selskab Yellow Bird som ligesom på de foregående afsnit co-producerer med engelske Left Bank Pictures.

Manuskriptforfatter Peter Harness skrev manuskriptet til den sidste sæson og vil også skrive manuskriptet til finalesæsonen. Ben Caron står for instruktionen.

 

Foto: Laurence Cendrowicz