Danskerne vil ikke kun underholdes, de vil oplyses. Det vidner seks udsolgte CPH:MEETINGS-events om. Over de seneste to uger har seks højaktuelle film efterfulgt af talks og debatter sat fokus på nogle af samtidens mest omdiskuterede temaer - FAKE NEWS, MODERNE KØNSROLLER, UNGE OG DIGITAL IDENTITET, SORG, INTEGRATION og RADIKALISERING
Eventet spillede stærkt ud med en session om fake news på baggrund af den russiske dokumentar 'Our New President', som blev præsenteret af Københavns kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld. Med et flot deltagerantal har hver session været næsten udsolgt. Møderne har budt på rig mulighed for dialog og diskussion af normer, værdier og globale forhold. CPH:MEETINGS har vist sig at vække opsigt hos befolkningen og demonstrerer en enorm interesse for filmvisninger med fokus på samfundsmæssige problemstillinger.
Temaerne blev grundigt debatteret af anerkendte speakers, debattører, instruktører og kunstnere. Til sessionerne havde vi bl.a. fornøjelsen af chefredaktørerne fra henholdsvis Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet, instruktørerne Christian Tafdrup, Nasib Farah og Søren Steen Jespersen samt forfatter Naja Marie Aidt og den franske ildsjæl Latifa Ibn Ziaten. Som ekstraordinær paneldeltager medvirkede PET (Politiets Efterretningstjeneste), der fortalte om politiets håndtering af unge radikaliserede under sessionen 'Radikalisering'.
Vi er stolte og glade for at se, at vores CPH:DOX-samarbejde igen i år har været så velbesøgt og velmodtaget og håber, at det kan fortsætte og gentages de kommende år.
En stor tak til alle de dygtige folk, der har været med til at planlægge og afvikle dette års CPH:MEETINGS.