Med en samlet omsætning på 4,5 milliarder kr. i 2015 og en vækst på 9% i forhold til året før, beviser den danske film, tv og spil-branche sit forretningspotentiale – det burde mane al snak om solnedgangsindustri til jorden.
De positive tal kommer fra Producentforeningen, der i en ny rapport viser, at både tv- og filmbranchen og spilproducenterne endnu engang har stigende omsætning, hvilket i 2015 løb op i 1,5 milliarder kr. alene til eksport – en stigning på hele 15 pct.
Også beskæftigelsen i branchen steg i 2015, som var tre procent højere end i 2014.
”Det som denne rapport viser, er, at indholdsproduktion ikke alene har en stor kulturel betydning, men at brancherne også bidrager økonomisk til værdiskabelsen i samfundet”, siger Klaus Hansen, der er administrerende direktør i Producentforeningen.
”Vi er dog nødt til at huske, at tallene ikke viser noget om, hvordan det går ude i de enkelte virksomheder. De meldinger, som vi får fra medlemsvirksomhederne er, at det bliver sværere og sværere at drive en forretning, der løber rundt, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved,” fortsætter han.
Danske indholdsproducenter som globale aktører
Som Klaus Hansen udtaler, er der grund til optimisme. Både kulturelt og erhvervsmæssigt er film, tv og gaming en vigtig branche. Men som han også pointerer, er der udfordringer for forretningsudviklingen. Set med Copenhagen Film Funds øjne, er der fortsat meget uudnyttet potentiale i branchen, som med de rette erhvervspolitiske værktøjer kan få den danske digitale visuelle industri op i en højere og mere global vægtklasse.
”Vi har talentet, arbejdskraften og kompetencerne og hjulpet på vej af en fokuseret erhvervsdagsorden får vi mulighed for at producere til en større verden. Ved at invitere udenlandsk kapital til Danmark får vi ikke alene skabt yderligere vækst, vi får udviklet de danske kompetencer og professionaliseret arbejdskraften samt gjort vores indholdsproducenter til globale aktører. Dette skal ske i tillæg til og ikke på bekostning af den kulturelle statsstøtte, som har været med til at gøre Danmark til én af verdens absolutte talentfabrikker indenfor vores industri, hvilket tallene fra Producentforeningen også viser,” argumenterer Thomas Gammeltoft, direktør i Copenhagen Film Fund.
Læs Producentforeningens rapport ”Danske Indholdsproducenter” her.