DET SKER NU

 

Den københavnske film- og tv-branches vækstmotor sikret overlevelse

22 sep 2017, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Med en ny bevilling på 8 mio. kr. fra Københavns Kommune er hovedstaden fortsat sikret en placering på verdenskortet indenfor internationale film og tv-produktioner. Bevillingen er kærkommen, men Copenhagen Film Fund håber stadig på mere permanent finansiering for at kunne fortsætte arbejdet, der de seneste fire år har skabt forbrug i hovedstaden for 260 mio. kr.

THE DANISH GIRL, BROEN og Lars von Triers kommende film THE HOUSE THAT JACK BUILT er alle projekter, som har været med til at skabe vækst og arbejdspladser i de kreative erhverv. Det er sket med hjælp fra investeringer fra Copenhagen Film Fund, der netop har modtaget en bevilling på 8 mio. kr. fra Københavns Kommune. Med bevillingen er fonden sikret overlevelse og kan således fortsætte med at tiltrække internationale film- og tv-produktioner til hovedstaden i 2018.

Vi er meget glade for, at kommunen igen i år støtter op om vores arbejde for at sætte Greater Copenhagen på verdenskortet som film- og tv-metropol. Det er netop nu efter fire års arbejde, at regionen for alvor begynder at høste frugten af fondens investeringer. Det er nu de store produktioner begynder at komme, og vi kan se, at de skaber store effekter og profilering af vores region,” siger Thomas Gammeltoft, direktør i Copenhagen Film Fund.

I 2017 har Copenhagen Film Funds investeringer hevet mellem 4-7 kroner hjem til hovedstadsområdet for hver krone investeret. Det er en stigning på over 35 pct. sammenlignet med perioden 2013-2016. Hertil er fonden oppe og skabe 246 danske arbejdspladser i 2017 sammenlignet med 112 for blot to år tilbage.

Ambition om at løfte branchen nationalt
Men fondens arbejder handler om mere end at få København på tv-skærme og biograflærreder rundt om i verden. Fondens seneste investeringer har sikret to danske selskaber opgaven med at lave visual effects på hhv. den nye storstilede, amerikanske tv-serie ’Krypton’ og den svenske metafysiske film ’Gräns’.

Investeringerne er en del af Fondens ambition om at understøtte og udvikle en industri indenfor teknisk efterarbejde på indholdsproduktioner, som rækker ud over den specifikke filmbranche i København og bygger bro til den visuelle digitale industri i Danmark.

”Visual effects-kompetencerne og selskaberne herhjemme er noget vi i Copenhagen Film Fund gerne vil understøtte. Det er brancheopbyggende og ikke mindst vigtigt i forhold til den samlede digitale visuelle indholdsproducerende industri, hvor samspillet med Virtual Reality, Augmented Reality, spil, film og tv-produktion hænger nært sammen og trækker på de samme kompetencer, som netop er udtrykt i visual effects-arbejdet,” udtaler Thomas Gammeltoft.

Thomas Gammeltoft lægger dog ikke skjul på, at det vil kræve en mere langsigtet finansiering for at holde det gode momentum.

Det kan tage flere år at opstøve og identificere de rette projekter at investere i, og sikre de størst mulige effekter. Det tager tid at forfølge et potentielt projekt fra udviklingen, hvor ønsker til locations fastlægges og budgetteres, til endelig opstart af produktionen hvor fondens investering først for alvor kommer i spil. Hvis man ikke ved, hvor fonden står et år frem, er det svært for producenterne at indgå i denne dialog. Så jeg kan godt frygte, at vi står svækket, også set i forhold til den store konkurrence fra udlandet, vi er oppe mod, udtaler fondsdirektøren.

Fonden har i længere tid været i dialog med en af de store internationale streaming-tjenester om at lægge deres næste tv-serie i København. Det har dog ikke været muligt at gå videre med forhandlingerne, da fonden ikke har kunne beregne med investeringskapital længere frem end 2017 – nu 2018.

 

Kort om Copenhagen Film Fund
Copenhagen Film Fund tiltrækker via investering udenlandske film og tv-produktioner til Greater Copenhagen med henblik på at skabe vækst, beskæftigelse og profilering af regionen. Fonden har gennem de seneste fire år investeret 65 millioner kroner i bl.a. KONGENS VALG, THE DANISH GIRL, BROEN sæson III & IV, WALLANDER med Kenneth Branagh, THE TEAM og den norske katastrofefilm THE WAVE sammen med den aktuelle norske Oscar-kandidat THELMA. Senest har fonden gennem investering sørget for, at Lars von Triers nye film THE HOUSE THAT JACK BUILT har valgt at lægge halvdelen af filmens produktion i Danmark, hvilket ellers ville være rykket til Tyskland.

 

Udvikling i effekter
Copenhagen Film Fund har på fire år investeret 65 mio. kr. og skabt forbrug i hovedstadsområdet på 260 mio. kr.
Analysebureauet Copenhagen Economics estimerer, at Copenhagen Film Funds investeringer i perioden 2016-2017 har skabt en årlig værditilvækst målt i BNI-bidrag på 125 mio. kr. og skabt 246 danske arbejdspladser (årsværk). Det er en fordobling fra perioden 2013-2015, hvor fonden for den sammen årlige investeringskapital skabte et BNI-bidrag på 58 mio. kr. pr. år og 112 danske arbejdspladser – en indikation af, at udlandets interesse for at producere film og tv i Danmark er stigende, hvis finansieringsmulighederne er til stede.