Ikke siden ”Dancer in the Dark” fra 2000 har Lars von Trier optaget en international film i Danmark. En af grundene har været, at filmene ikke har kunne finde tilstrækkelig lokal finansiering. Med etableringen af Copenhagen Film Fund ser det dog ud til, at det økonomiske incitament til at blive i København endelig er stort nok.
Lars von Triers’ næste spillefilm ”The House That Jack Built” finansieres som en dansk-svensk-tysk-fransk co-produktion. Den udspiller sig i Staten Washington, men skal indspilles i Sverige og Danmark. Således bliver de to skandinaviske lande filmens hovedinvestorer.
Produktionen indleder optagelserne i Sveriges Troldhättan-område i efteråret 2016, hvorefter holdet flytter til København for at filme i foråret 2017. Her har Copenhagen Film Fund intentioner om at investere i filmens danske forbrug.
Det perfekte mord
”The House That Jack Built” udspiller sig i 70'ernes Amerika. Man følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år, og introduceres for de mord som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. Publikum oplever historien gennem Jack, mens han postulerer, hvert et mord han begår er et kunstværk i sig selv. Selvom politiet langsomt nærmer sig, løber han større og større risici i jagten på at skabe det ultimative kunstværk.
Lars von Trier vil, som i hans tidligere film, stile efter et stærkt internationalt cast. Der er dog endnu ikke nogle bekræftede navne. Som filmens producer Louise Vesth fra produktionsselskabet Zentropa fortæller i et interview i Screen Daily:
“Lars ønsker at finde en, som vil arbejde med ham 100 pct. Det handler ikke kun om godt skuespil. Han vil skabe filmen og karakteren Jack sammen med en intelligent skuespiller.”
Stor international interesse
Oprindeligt var salget af filmen fastsat til efter skuespillerne var bekræftet. Filmens salgsagent TrustNordisk har dog oplevet en markant interesse i det næste projekt fra skaberen af Nymphomaniac, Antikrist og Melancholia. Således har de under Cannes Film Festival allerede pre-solgt filmen til Latinamerika (California Filmes), Benelux (September), Polen (Gutek), Thaiwan (Moviecloud), Det tidligere Jugoslavien (Cinemania), Tjekkiet (Aero) og Rumænien (Independenta Film 97).
”The House That Jack Built” forventes at få verdenspremiere i det første halvår af 2018.