Vi har ventet spændt på at kunne dele det her med jer.
I foråret 2016 havde København prominent besøg, da Sir Ben Kingsley og Theo James gæstede byen for at indspille den danske instruktør Per Flys nye politiske thriller DOBBELTSPIL.
Nu er der sat en dato for filmens danske premiere, som kan ses i biografer over hele landet fra den 18. januar 2018.
For at fejre filmens premiere bliver der to dage forinden afholdt gallapremiere i Imperial Biograf i København, hvor Per Fly får følgeskab af filmens to internationale stjerner - Oscarvinder Ben Kingsley og Theo James, der blev verdenskendt for ”Divergent”-trilogien.
Selvom den politiske thriller udspiller sig i New York og Bagdad, har en investering på 3 mio. kr. fra Copenhagen Film Fund gjort det muligt for produktionsselskabet Creative Alliance at indspille udvalgte scener hos Filmstationens studier nord for København, som for en stund blev bygget om til FNs hovedkvarter.
DOBBELTSPIL er Per Flys første engelsksprogede film, og hos Copenhagen Film Fund er vi glade for at kunne støtte en dansk film med international appel og cast i den kaliber. Herudover er en stor del af filmens kreative hovedfunktioner danske.
Produktionen har, ud over Theo James i rollen som Michael og Ben Kingsley i rollen som Pasha, samlet et stort hold af danske talenter. Filmen er skrevet af Daniel Pyne og Per Fly og baseret på Michael Soussans bog ”Backstabbing for Beginners”. Derudover er filmen produceret af Creative Alliance ved Lars Knudsen, Nikolaj Vibe Michelsen og Malene Blenkov, redigeret af Morten Giese og komponeret af Hans Møller.
Se traileren nederst på siden og glæd dig til den 18. januar.
Om filmen
DOBBELTSPIL er en politisk thriller baseret på den sande historie om 24-årige danske Michael, der får sit ønskejob i FN’s Humanitære hjælpeprogram Oil for Food. Michael har taget jobbet i FN for at kæmpe for en bedre verden, men det bliver et chok for ham, da hans karismatiske chef, Pasha, flytter ham fra de trygge kontorer på First Avenue i New York til de kaotiske tilstande i Bagdad. Her går det op for ham, at der svindles med milliarder, og at korruptionen rækker helt ind i de inderste cirkler. Han kastes ud i en magtkamp mellem kyniske diplomater og grådige lobbyisters ønsker om at tjene penge på Iraks olie. Michael tvinges til at vælge, om han vil lukke øjnene for løgnen, eller om han vil afsløre alt. Velvidende at hvis han whistleblower, risikerer han ikke kun sit livs karriere, men også at miste den kvinde, han har forelsket sig i, og måske endda sit eget liv.