DET SKER NU

 

Highlights fra Howard Gordon-seminar på Den Danske Filmskole

25 aug 2015, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

I forbindelse med Copenhagen TV Festival havde Copenhagen Film Fund arrangeret et eksklusivt seminar med manuskriptforfatter og producer Howard Gordon på Den Danske Filmskole. Howard Gordon har vundet tre Emmy-priser for sit arbejde på tv-serierne ”24 timer” og ”Homeland”, som han selv han skabt, og er en af de største spillere i den amerikanske seriebranche lige nu. Seminaret blev modereret af Christian Torpe, der har skrevet manuskripter til TV 2-serier som ”Rita” og ”Hjørdis” samt Bille August-filmen ”Stille hjerte”. Læs her et udpluk af Howard Gordons kommentarer under det meget interessante seminar.

 

”Beauty and the Beast”, som jeg lavede 1989-90, var eftersigende Saddam Husseins yndlingsserie. Saddam Hussein havde angiveligt et blødt punkt for misforståede monstre. Ron Pearlman, der spillede monsteret, fortalte på Johnny Carsons talkshow, at Saddam Hussein skrev operaer om monstre pseudonymer.”

”Selvom man skriver en serie, som man ikke selv har lavet, er det vigtigt, at finde noget, man kan identificere sig med. Da Jason Katims begyndte at skrive for ”Friday Night Lights” havde han aldrig været længere sydpå end New Jersey. Serien foregår i Texas og handler om et football-hold og dets træner. Men Jason er en baseball-mand. Da Jason mødtes med tv-kanalens chefer i New York, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Men de sagde til ham, at de regnede med ham, og han nok skulle klare det. Så gik det op for Jason, at det var ham, der var træneren, fordi alle regnede med, at han skulle klare det. Og så kunne ham skrive det.”
”Det var det samme for mig, da jeg begyndte på ”24 timer”, som jeg ikke selv havde skabt. Men hovedkarakteren Jack Bauer er arbejdsnarkoman og har nogle problematiske familieforhold, så ham identificerede jeg mig med. Det blev en del af mit liv i de ti år, jeg arbejdede på serien.

”Oprindeligt ville cheferne på Fox, der sendte ”24 timer” have, at det skulle være Jeff Goldblum, der spillede Jack Bauer. Men ved et held blev det Kiefer Sutherland. Held er så vigtig for at få succes, og det kan man ikke lære. Jeg har prøvet at eliminere den faktor, men det er endnu ikke lykkedes mig.”

”Homeland” ville ikke have været det samme, hvis det have været på network-tv. Jeg ville have, at publikum skulle være i en trance, når de så serien, og den ville være blevet brudt, hvis der kom reklamer. Heldigvis sagde alle network-stationerne nej-tak til serien, og så endte den på reklamefrit kabel-TV på Showtime.”

”Jeg har altid vidst, at jeg ville skrive tv-serier. Jeg drømte aldrig om at skrive film. Helt fra barnsben elskede jeg tv-serier og at følge karaktererne over lang tid. De virkede mere ægte på mig end virkeligheden.”

”Det kan være fedt at skrive på en andens tv-serie. Jeg bryder mig ikke altid om at skrive med min egen stemme. Andres stemmer kan være inspirerende, hvis serien er god. Jeg vil hellere spille bas i Rolling Stones end at være forsanger og guitarist i et ukendt band.”

”Jeg er ked af den måde, der blev reklameret for ”24 timer” på. Efter 11. september 2001 blev der sat en billboard-reklame op ved motorvejene i Los Angeles med et billede af en muslimsk familie, hvor der stod: De kunne være dine naboer. 11. september forandrede måden, vi opfattede tv på, og jeg måtte spørge mig selv, om jeg ubevidst var muslimfjendsk.”

”Det bedste ved at skrive tv-serier er, at se dem sammen med min familie bagefter. Jeg ser ikke serien med dem, jeg ser på dem, mens de ser serien. Når de bliver anspændte og nervøse på de rigtige steder, er det som et narko for mig. Det er frygteligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg får det til at stoppe.” (griner han, red.).

”Hvert afsnit af ”Homeland” koster 3,5-4 millioner dollars at producere.”

”I den amerikanske tv-industri kalder man de skiftende episode-instruktører for traffic cops. De er kun på besøg og dukker op for at dirigere trafikken, for skuespillerne, fotograferne og producerne kender showet meget bedre. At være tv-instruktør er antitesen til at være filminstruktør.”