KØBENHAVNS NYE FILM FOND GÅR IND I KÆMPESATSNINGEN THE TEAM
08 okt 2013, Posted by Uncategorized inCopenhagen Film Fund sætter sig selv på landkortet med et støttebeløb på 2,5 mio. kr. til den store dansk-internationale politi-serie THE TEAM.
Københavns helt nye filmfond Copenhagen Film Fund, der har til formål at hente internationale filmproduktioner og tv-serier til Danmark, har som sit første store projekt valgt at gå ind i ZDF’s og Nordisk Film’s ambitiøse internationale tv-serie THE TEAM, der co-produceres med DR herhjemme og tv-selskaber i Tyskland, Sverige, Østrig, Schweiz og Belgien.
THE TEAM er netop blevet offentliggjort og har et samlet budget på 10 mio. Euro. I dag kan Copenhagen Film Fond fortælle, at fonden har besluttet at investere i tv-serien med 2,5 mio. kr. Fondens nyudnævnte direktør Thomas Gammeltoft (pr. 1. september) udtaler:
– Jeg er utrolig glad for, at Copenhagen Film Fund er kommet med på produktionen af The Team, som er den første multilinguale europæiske krimiserie, der bygger på den efterhånden så berømmede skandinaviske crime-noir tradition. Fonden har endnu engang her haft betydning for at tiltrække flere optagelser til området samt også og ikke mindst være medvirkende til at alle af seriens instruktører nu er danske startende med Katrine Windfeldt som konceptuerende instruktør. The Team lever op til alle vores kriterier om international produktion, som benytter sig af dansk talent og med nogle af optagelserne henlagt til vores område. Vi skaber arbejdspladser!
THE TEAM er en dansk-international tv-serie i otte afsnit á 58 minutter, skrevet af danske Peter Thorsboe og Mai Brostrøm og med lutter danske instruktører anført af Katrine Windfeld som konceptuerende instruktør. Initiativet er kommet fra ZDF og Network Movie, og Nordisk Film Production har været aktivt med i udviklingen i de sidste ca. 4 år. Producer Thomas Heinesen fra Nordisk Film udtaler:
– Det er meget afgørende for den internationale tv-serie THE TEAM, atCopenhagen Film Fond har besluttet at gå med i projektet. Serien som er startet i Danmark og hvor alle kreative hovedkræfter er danskere, kan nu ilangt større grad også produceres her. København har mange kvalificeredefilmfolk som nu vil blive en del af produktionen, og mange flere afhovedstadens unikke locations vil nu optræde i serien. Vi glæder os megettil samarbejdet og hilser i det hele taget den nye filmfond velkommen.
THE TEAM er produceres i samarbejde med NetWork Movie Tyskland, Lunamie i Belgien og Superfilm, Svejts. Tilknyttede tv-stationer er DR, ZDF, SVT, ORF(Østrig) og ARTE. Herudover er der en del fonde med i Belgien, Østrig og Nordisk Film- & TV Fund. Filmens hovedproducer, Peter Nadermann, som også var involveret i tv-succeserne Forbrydelsen og Broen, udtaler:
– Jeg har med stor begejstring fulgt tilblivelsen af Copenhagen Film Fund, og jeg er sikker på, at fonden bliver en vigtig factor i dansk film. Jeg er derfor stolt over, at fonden har valgt at støtte THE TEAM som et af dets første projekter. THE TEAM er en dansk krimiserie, der skal rejse verden rundt på engelsk. Men seriens hjerte er dansk, og seriens centrum bør være København.
Optagelserne til THE TEAM starter d. 21. oktober og afsluttes 30. juni, 2014. Serien optages i København og omegn samt Belgien, Tyskland, Østrig og Schweiz. Serien bliver færdiggjort i november 2014 til udsendelse slut 2014/start 2015. Herhjemme vises den på DR1.
For yderligere kommentarer, kontakt direktør Thomas Gammeltoft fra Copenhagen Film Fond på mobil 40 72 88 42.
Foto: Jo Voets