DET SKER NU

 

Københavns Kommune satser på Copenhagen Film Fund til at skabe vækst

17 sep 2015, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Et bredt flertal på Københavns Rådhus kvitterede for Copenhagen Film Funds arbejde med at skabe vækst og beskæftigelse i Hovedstadsområdet, da de i fredags indgik budgetforlig for 2016.

Kommunen fordoblede sin bevilling til Fonden, så den nu udgør 15 millioner kroner næste år.

Fonden får således endnu bedre muligheder for at investere i udenlandske film- og tv-produktioner og dermed tiltrække produktion til hovedstaden og skabe arbejdspladser og fortsat vækst.

Det brede flertal bag opbakningen til Fonden glæder Københavns kommunes kulturborgmester Carl Christian Ebbesen:

»Det er mange penge at prioritere i et budget, så det er et udtryk for den respekt, der er for det gode arbejde som Copenhagen Film Fund har udført for at tiltrække udenlandske film. Flertallet er med på, at de penge, vi giver, kommer flere gange igen til gavn for hele hovedstaden« siger Carl Christian Ebbesen.

Købehavns Kommune er med sin bevilling fortsat en af Copenhagens Film Funds største bidragsydere og i disse dage forhandler Fonden med de øvrige bidragsydere, som blandt andet tæller Region Hovedstaden og en række sjællandske kommuner og private investorer. Her er målet at skaffe investeringer på yderligere 15 millioner kroner i 2016.

”Københavns Kommunes bidrag viser, at Fonden er lykkedes med at udvikle filmbranchen til et væksterhverv. Det er et stærkt signal, og flugter med at erhvervsminister Troels Lund Poulsen peger på, at de kreative erhverv som film og tv har et stort potentiale som vækstmotorer. Derfor er målet i de kommende år er at engagere staten i at tiltrække produktioner fra udlandet for dermed at skabe ydereligere vækst og beskæftigelse og samtidig bidrage til en udvikling af den danske filmbranche.” fortæller Thomas Gammeltoft.

Copenhagen Film Fund blev stiftet i 2013 og har gennem de seneste tre år investeret i film og tv produktioner, der vælger at placerer optagelser og dermed omsætning i regionen. Det gælder blandt andet store Tv-serier som ”Wallander”, ”Barnaby” og ”Broen”. Senest har fonden investeret i de to storfilm ”The Danish Girl” og ”Bølgen”, som begge var udtaget til Toronto International Film Festival. Den norske film ”Bølgen” er allerede solgt til 130 lande og set af over 500.000 nordmænd, siden filmen havde premiere den 28. september.

En rapport fra analyseinstituttet Copenhagen Economics viser, at fondens investeringer er godt givet ud. For hver krone investeret i en produktion, får Hovedstadsområdet mellem 3,5 og 6 kroner tilbage til byen. Dermed har Fondens investeringer indtil nu understøttet værditilvæksten i regionen med mellem 100 – 160 millioner kroner.

 

Læs hele Københavns Kommunes budgetforlig her.