DET SKER NU

 

NYT NORDISK PRESTIGE KORTFILMPROJEKT

31 maj 2014, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Det dansk-finske talentprojekt Nordic Factory har samlet 8 filminstruktører fra hele verden i et unikt internationalt samarbejde, hvor de i fire hold indenfor begrænset tid har skrevet og instruerer fire kortfilm.

Nordic Factory 2014 består af to danske og to finske instruktører (herunder den i 2014 Oscar®nominerede Selma Vilhunen), foruden fire instruktører fra hhv. Argentina, Zambia, Frankrig og Kirgisistan og projektet modtog en særlig indbydelse til Directors’ Fortnight i Cannes, hvor de fire kortfilm får officiel verdens- premiere på Directors’ Fortnights åbningsdag, torsdag den 15. maj 2014.

 

 

KORTFILM MED STOR GENNEMSLAGSKRAFT

Factory-konceptet er udviklet af den franske producent, Dominique Welinski, der introducerede Taipei Factory hos Directors’ Fortnight i 2013. Det succesrige koncept blev videreudviklet under navnet Nordic Factory på initiativ af de to danske hovedproducere, der ønskede chancen for at udvikle en unik, international platform for nye nordiske instruktørtalenter. I 2015 rykker Factory til et nyt land for at give nye talenter chancen.

Factory forløbet består af en intens manuskript idé- og udviklingsfase med umiddelbart efterfølgende filmproduktion, der resulterer i fire kortfilm á max. 15 min., der præsenteres som et samlet 60 minutters program. Hver af de fire (i dette tilfælde nordiske) instruktører skal samarbejde med fire internationale instruktører og er underlagt en række faste rammer, hvad angår selve produktionen. De fire hold har max. fire uger til at optage og aflevere en færdig film og deres historier er udviklet i relation til de faste tids- og budgetmæssige rammer.

 

De fire Nordic Factory 2014 grupper indledte deres kreative idé udveksling i december 2013. Herefter fortsatte de med manuskriptskrivningsfasen i januar 2014, et forløb, der kulminerede i en intensiv tre- dages workshop i Helsinki. I slutningen af februar flyttede de 6 ikke-herboende instruktører til København, hvor de har forberedt filmoptagelserne med projektets danske produktionshold og -partnere.

Den hovedansvarlige 2014 producerduo er Helene Granqvist, DoDream (Sverige) og Valeria Richter, Pebble NF (Danmark), som samarbejder med Dominique Welinski (Frankrig), mens Nynne Selin, First Lady Film (Danmark) står for den praktiske produktion. Producer-teamet har taget Factory-konceptet – med dets indbyggede stramme produktionsvilkår – og skabt et workshop-miljø, der inspirerer og støtter instruktørernes udveksling og samarbejde med fokus på deres kunstneriske visioner. Formålet med Factory projektet er at bringe instruktører sammen omkring et filmprojekt med fokus på et kulturelt og filmsprogligt møde i filmens univers. Factory projektets fire årlige fælles kortfilm er adgangsbilletten for instruktørerne til at blive introduceret for beslutningstagere fra den internationale filmbranche i Cannes og søge partnere til deres første spillefilm.

 

TALENTFULDE INSTRUKTØRER

To af instruktørerne er uddannet i Danmark; den 31-årige svensk-iranske Milad Alami bor i Danmark og er uddannet fra Den Danske Filmskole, mens den 38-årige Kræsten Kusk er uddannet på Super16- uddannelsen. De har begge slået deres navne fast i kortfilmsbranchen inden for de seneste år og har begge spillefilmsprojekter i udvikling, som har fået manuskriptstøtte fra DFI.

Med deltagelsen i Nordic Factory har Milad Alami og Aygul Bakanova fra Kirgisistan skrevet og instruerer ”VOID”, der har Lars Mikkelsen og Dar Salim på rollelisten, mens Kræsten Kusk og Natalia Garagiola fra Argentina har skrevet og instruerer ”SUNDAYS” med Stig Hoffmeyer og Signe Egholm Olsen i hoved- rollerne. Den ene af de to finske instruktører, Selma Vilhunen, har skrevet og instruerer ”THE GIRL AND THE DOGS” sammen med franske Guillaume Mainguet, mens Hamy Ramezan har skrevet og instruerer ”LISTEN” sammen med Rungano Nyoni fra Zambia.

 

PROJEKT MED PERSPEKTIVER

Da den kunstneriske leder af Directors ́ Fortnight programmet, Edouard Waintrop, var i Danmark lige før optagelserne gik i gang, udtrykte han sin begejstring for Nordic Factory: ”Directors’ Fortnight er stolte over samarbejdet med dansk og finsk film og deres unge instruktører for at skabe Nordic Factory 2014. Projektet giver mulighed for, at nogle af Danmarks og Finlands bedste nye instruktører får mulighed for at lave kortfilm sammen med unge filmskabere fra hele verden og vi er sikre på, at projektet vil vise styrken i Nordisk film og de unge talenters verdenssyn…”

Også hos Nordic Factory 2014 er der stor glæde over invitationen fra Cannes og projektets producere, Valeria Richter og Helene Granqvist, udtaler: ”Da vi i september sidste år fik indbydelsen fra Directors’ Fortnight om at udvikle og finansiere Nordic Factory 2014, accepterede vi med det samme. Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at etablere et kreativt dansk-finsk samarbejde og at det på så kort tid er lykkedes at tiltrække så mange stærke, kreative produktionspartnere til projektet. Nu er optagelserne netop gået i gang til fire meget forskellige film, der hver især tager pulsen på livet, og vi glæder os meget til premieren i Cannes den 15. maj. – Det er i øvrigt værd at bemærke, at projektet har 50/50 deltagelse af kvindelige og mandlige instruktører, mens samtlige producere er kvinder.”

Nordic Factory 2014 er et samarbejde med Directors’ Fortnight/Cannes Film Festival med støtte fra New Danish Screen/Det Danske Filminstitut, Finnish Film Foundation og produceres af Valeria Richter og Helene Granqvist. Copenhagen Film Fund, Mainstream, Red Rental, Larsen VFX og FilmGEAR er coproducere og medinvestorer i projektet.

 

Kilde: http://www.nordicfactoryfilm.com/press/