DET SKER NU

 

OSCAR-VINDER TOM HOOPER OPTAGER ”THE DANISH GIRL” I KØBENHAVN

06 Mar 2015, Posted by Copenhagen Film Fund in Uncategorized
Eddie Redmayne i The Danish Girl

Med en investering på 6 mio. DKK har Copenhagen Film Fund været med til at få en af årets mest ventede filmproduktioner til København. Oscar-vinder Eddie Redmayne og Alicia Vikander spiller hovedrollerne.

”The Danish Girl” er den usædvanlige kærlighedshistorie inspireret af det danske kunstnerpar Einar og Gerda Wegener (Eddie Redmayne og Alicia Vikander), hvis ægteskab og arbejde udfordres, da Einar begynder en rejse for at blive en af de først kønsskifteopererede kvinder i verden, Lili Elbe. ”The Danish Girl” er skrevet af den BAFTA-nominerede Lucinda Coxon og er baseret på romanen af samme navn af David Ebershoff. På filmens rolleliste figurerer også belgiske Matthias Schoenaerts (”The Drop”), Ben Whishaw (”Skyfall) og Amber Heard (”The Rum Diary). Filmens producere er Gail Mutrux (”Kinsey”) igennem hendes selskab Pretty Pictures, Anne Harrison (”Two Family House) igennem Harrison Productions, Working Title-partnerne Tim Bevan og Eric Fellner samt Tom Hooper. Linda Reisman er executive producer på filmen med Ulf Israel fra Senator Global Productions. Filmen bliver i USA distribueret af Focus Features og internationalt af Universal Pictures International.

Efter at have drømt om det i to år er det nu lykkedes Copenhagen Film Fund at få en international storfilm til København. Den Oscar-belønnede engelske instruktør Tom Hooper (”Kongens Store Tale” og ”Les Misérables”), er netop nu i fuld gang med optagelserne til Working Titles’ kærlighedshistorie ”The Danish Girl” i England. Nu er det også faldet på plads, at hele filmproduktionen kommer til København. Filmholdet har 10 dages optagelser i centrum af København senere på måneden, og filmens to hovedrolleindehavere, den britiske stjerne Eddie Redmayne (”Teorien om alting”, ”Les Misérables”) og svenske Alicia Vikander (”En kongelig affære” og ”Anna Karenina”) er også med i København.

Copenhagen Film Fund har investeret 6 mio. kr. i ”The Danish Girl” og har dermed muliggjort filmens optagelser i København. Fondens direktør Thomas Gammeltoft udtaler:

”The Danish Girl” er et fantastisk filmprojekt, og det er en kæmpe glæde for fonden, at filmen nu optages on location i indre København, hvor Einar Wegener selv boede. Lige siden Copenhagen Film Fund blev etableret har vi arbejdet intenst på at få en stor international spillefilm til København. Og siden vi startede fonden ogfaktisk også længe før, har ”The Danish Girl” været på tale. Men det blev først muligt at hente den hertil med realiseringen af Copenhagen Film Fund, hvor vi kunne hjælpe til med finansieringen. Det er altafgørende i dag, hvor film og tv-produktioner rykker derhen, hvor der er finansiering at hente.  Men nu lykkes det, og det betyder ikke blot ubetalelig international eksponering og branding til København og Danmark, men også at der i forbindelse med optagelserne skabes vækst og beskæftigelse. Og ikke mindst det sidste er grundlaget for fondens arbejde.

 Working Title Films, med Tim Bevan and Eric Fellner i spidsen siden 1992, er et af verdens førende produktionsselskaber. Siden grundlæggelsen i 1983 har Working Title skabt over 100 films, der har haft en omsætning på over 6 mia. kr. Tilsammen har filmene vundet 11 Oscar-statuetter, 38 BAFTA-priser samt priser på filmfestivalerne i Cannes og Berlin.

Working Title’s ”Teorien om alting”, som indbragte Eddie Redmayne en Oscar og en BAFTA, blev også nomineret til en Oscar for Bedste Film og har på verdensplan omsat for over $100 million.

Universal og Working Title’s ”Les Misérables som Tom Hooper instruerede og Eddie Redmayne også medvirkede i, vandt tre Oscar-statuetter inkl. Bedste Kvindelige Birolle (Anne Hathaway) og fik yderligere fem nomineringer inkl. Bedste Film. Tom Hooper vandt en Oscar som Bedste Instruktør for ”Kongens store tale” samt yderligere tre priser inkl. Bedste Film og Bedste Mandlige Hovedrolle (Colin Firth).