PRESSEDAG PÅ ”Broen III”
10 mar 2015, Posted by Nyheder inDa der i går blev afholdt pressedag på Statens Museum for Kunst, hvor tredje sæson af ”Broen” for tiden bliver optaget, var det et bevis på, hvor populært dansk tv-fiktion er i udlandet i disse år. Den danske presse var talstærkt repræsenteret, men der var også journalister fra Sverige, Tyskland og England, der ville vide mere om serien, som Copenhagen Film Fund har investeret fire millioner i.
På pressedagen fik pressen mulighed for at interviewe skuespillerne samt at overvære det prøverne til optagelserne, der foregår på Statens Museum for Kunsts imponerende flotte tilbygning.
I denne tredje sæson må dansk og svensk politi endnu en gang samarbejde, da den kendte danske kønsdebattør Helle Anker findes brutalt myrdet i Sverige. Mordet viser sig at være det første af flere, og sagen får store personlige konsekvenser for den svenske efterforsker Saga Norén.
En af de største nye tilføjelser til den kommende sæson af serien er Nicolas Bro. Han spiller den kunstelskende og lidt skumle rigmand Freddy Holst, der har doneret en ny museumsfløj. Derudover tæller castet en lang række prominente navne som Sonja Richter, Sarah Boberg, Thure Lindhardt og Sarah-Sofie Boussnina.
”Broen” er en af de bedste eksponenter for den krimi-guldalder, Skandinavien oplever lige nu. Siden første sæson rullede over tv-skærmen i 2011, er serien solgt til hele verden. Den er også blevet genindspillet som ”The Tunnel”, der foregår mellem England og Frankrig samt som ”The Bridge”, der udspiller sig på grænsen mellem USA og Mexico. Anmelderne har været begejstrerede, og serien har vundet adskillige internationale priser.
”Broen III” har premiere på DR i efteråret.