DET SKER NU

 

Usikker fremtid for dansk film: Hvordan fastholder vi den nye ‘Kindness of Strangers’?

07 feb 2019, Posted by Liv Saalbach Holse in Pressemeddelelser

Når 'The Kindness of Strangers' åbner Berlin Film Festival den 7. februar, står det som et eksempel på dansk films høje kunstneriske niveau og internationale anerkendelse. Fremtiden varsler dog særlige udfordringer for danske produktioner, hvis både talent og optagelser skal bevares på dansk jord. 

Det er første gang nogensinde, at en dansk produceret film er officiel åbningsfilm i Berlin Film Festival. Som branche er vi meget stolte over denne præstation. Filmen er et udtryk for det store potentiale og den enorme mængde af talent, vi har i Danmark. Vi er glade for, at en international stjerneinstruktør ’vender hjem’ med international erfaring og er med til at inspirere den næste generation.

Det har en enorm betydning for den danske filmbranche, at en film som The Kindness of Strangers bliver produceret i Danmark. En film af den kaliber produceres som regel i samarbejde med internationale partnere og lige præcis denne internationale udveksling er essentiel for vores branche i forhold til udvikling i og professionalisering af branchen. Vi bliver skarpere på vores egne kompetencer, og vi udvikler os i mødet med internationale samarbejdspartnere. Det er afgørende for, at vi fortsat kan holde det høje niveau i dansk film.

Ulige konkurrencevilkår
Danmark har en styrkeposition i kraft af sit talent og sin høje kvalitet. Det gælder både kunstnerisk og i forhold til at være effektive og kvalitetsbevidste i produktionen. Men Danmark står i en unfair konkurrencesituation lige nu. Danmark er nemlig det eneste land i Europa udover Bulgarien og Luxemburg, der ikke har besluttet sig for en produktionsrabatordning. Det efterlader en dansk filmbranche med ulige konkurrencevilkår, der gang på gang taber i kampen om at fastholde og tiltrække internationale produktioner. Vi risikerer derfor at tabe meget af det, vi har opbygget de seneste par år.

I Danmark har vi en fantastisk kulturstøtteordning til dansk film, som vi kan takke politikerne for. Men som branche og industri er der behov for at finde erhvervspolitiske løsninger på de udfordringer, vi ser på det internationale marked. Vi mangler at finde løsninger på de udfordringer, dansk film og den audiovisuelle industri overfor.

Behov for bedre rammevilkår
Det er synd og skam, for der er meget at hente, hvis vi blot kunne få lov til at bevise – i en fair konkurrencesituation – at vi faktisk kan skabe et forretningsgrundlag ved at kunne fastholde og tiltrække større internationale produktioner til landet. Det handler om spillefilm, tv-serier, rene animationsopgaver og digitale effekter. Vi er i en verdensliga, hvad disse kompetencer angår, men vi er bagud på point, fordi vi mangler disse rammevilkår, som andre lande har.

Så skal vi i fremtiden sikre at Danmark kan fastholde og tiltrække film af den kaliber såsom 'Kindness of Strangers' er vi nødsaget til at tænke i langsigtede rammebetingelser. Lad os nu udnytte det momentum, som der er for dansk film nu og lad os skabe en filmindustri, der står stærkt i den internationale konkurrence. Det er det Danmark har brug for.