DET SKER NU

 

Sølvløve-vinder byder velkommen til dansk filmpremiere

02 nov 2016, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

I aften afholder filmfestivalen CPH:PIX eksklusiv dansk premiere på den mexicansk/danske koproduktion ”The Untamed”. Filmens instruktør Amat Escalante blev ved årets Venedig Film Festival belønnet med Sølvløven for bedste instruktion, og siden verdenspremieren i september har filmen høstet flotte anmeldelser og været udtaget til talrige internationale filmfestivaler.

Aftenens premiere afholdes i Grand Teatret, hvor både den Sølvløve-vindende instruktør og store dele af filmens kreative kræfter vil være til stede. Foruden at byde publikum velkommen til premieren, taler Amat Escalante også til en CPH:PIX Master Class den 3. november i Cinemateket. Billetter kan købes her.

”The Untamed” er en mexicansk, dansk, fransk, norsk, tysk koproduktion. Sidste års investering på 750.000 kr. fra Copenhagen Film Fund var med til at sikre dansk kreativ arbejdskraft på filmen og et lokalt forbrug på 3,5 mio. kr. Filmen gør stor brug af visual effects, som ligeledes er lavet af et dansk hold bestående af visual effects kunster Peter Hjort og selskaberne Ghost VFX, The Gentlemen Broncos og SODA.

Selvom ”The Untamed” i aften bliver vist på dansk jord, får den først officiel biografpremiere den 25. december i udvalgte biografer.

 

Om filmen
”The Untamed” udspiller sig i en lille landsby i det mexicanske lavland, hvor et ungt par kæmper for at holde sammen på deres forhold. Da en mystisk kvinde melder sin ankomst, bliver deres virkelighed forandret for evigt.

Som filmens danske distributionsselskab Øst For Paradis skriver på sin hjemmeside, fletter THE UNTAMED uforfærdet imponerende CGI-effekter sammen med klassisk artfilm til en både pirrende og voldsom film om naturens stærke drifter overfor samfundets normer og undertrykkelse af den frie seksualitet. Tænk ”Triers Antichrist møder Alien” eller David Lynch’ sans for mystik kombineret med Winding Refns forkærlighed for voldsæstetik og sex.

Der er endnu ingen trailer til filmen, men et stærkt fotogalleri, som kan ses nedenfor.

still-1_untamedrsz_still-3_untamedrsz_theuntamed-still-5rsz_1theuntamed-still3-simonebucio_ruthramos