DET SKER NU

 

Topkarakterer til den norsk/danske storfilm ”Kongens Valg”

03 feb 2017, Posted by Liv Saalbach Holse in Uncategorized

Det historiske krigsdrama ”Kongens Valg” havde i går dansk biografpremiere over hele landet.

Filmen er allerede blevet velmodtaget i pressen. Både Berlingske, Politiken og DR giver den fem stjerner og rosende ord med på vejen. Det store trækpunkt er for størstedelen af dagbladene Jesper Christensens eminente præsentation i rollen som den danskfødte Kong Haakon VII på flugt fra den tyske Nazi-stormagt. Dagbladet Information kalder ham en mesterligt menneskelig majestæt, og Jyllands Posten kalder det en kongepræstation.

Den norske instruktør Erik Poppes fortolkning af historien om den første folkevalgte konge i Norge og tre skelsættende dage i hans liv under 2. Verdenskrig har også vakt Dronning Magrethes interesse, som deltog i gallapremieren i Grand Teatret den 22. januar.

Se billeder fra galla-premieren her.

 

Om filmen
“Kongens Valg” handler om de tre dramatiske døgn i april 1940, hvor den norske konge får et ufatteligt ultimatum af den tyske krigsmaskine: overgivelse af landet eller døden. Med tyske fly og soldater i hælene tvinges kongefamilien på flugt. Efter tre døgn tager kong Haakon sin endelige beslutning: Han nægter at kapitulere, selvom det kan koste både ham selv, hans familie og mange nordmænd livet.

Filmen er koproduceret af norske Paradox Film og danske Nordisk Film. Ved hjælp af investering fra Copenhagen Film Fund blev væsentlige scener fra produktionen lagt i København, hvor den tyske ambassadebolig i Oslo blev bygget på Filmstationens studiefaciliteter i Værløse.

Filmen blev med over 700.000 publikummer den mest sete i Norge i 2016. Det bliver spændende at se, om den får samme succes herhjemme.