Video: The Danish Girl–instruktør om at filme i København
27 nov 2015, Posted by Uncategorized inI dag har den amerikanske storfilm ”The Danish Girl” endelig biografpremiere i USA, herefter følger blandt andre den engelske premiere 1. januar ’16 og den danske 4. februar ’16.
”The Danish Girl” er den usædvanlige kærlighedshistorie fra 1920’erne inspireret af det danske kunstnerpar Einar og Gerda Wegener (Eddie Redmayne og Alicia Vikander), hvis ægteskab og arbejde udfordres, da Einar begynder en rejse for at blive en af de først kønsskifteopererede kvinder i verden, Lili Elbe.
Læs mere om filmen her.
Filmen er instrueret af den Oscarvindende Tom Hooper, som også står bag ”Les Misérables” og ”The King’s Speech”. Han har optaget på mange locations i verden, men var tilsyneladende særligt begejstret for København, hvilket fremgår af hans udtalelse på et pressemøde i København i forbindelse med optagelserne af ”The Danish Girl”.
”Da jeg læste manuskriptet, vidste jeg, at vi ikke kunne lave filmen uden at optage den i København. Det kunne vi ikke have gjort uden Copenhagen Film Fund. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse at optage her. Her er nogle fantastiske locations. Arkitekturen og farverne er fantastiske i København og passede godt til den selvbeherskelse, vores hovedperson har,” siger den engelske instruktør.
Copenhagen Film Funds investering på 6 millioner kroner bidrog til, at ”The Danish Girl”-holdet kunne optage i 12 dage på mere end 20 locations i indre København i foråret ’15 – blandt andet i Nyhavn, Marmorkirken og på Charlottenborg. Det resulterede i, at produktionen lagde et samlet dansk forbrug på 14 millioner kroner.
Hør mere om Tom Hoopers oplevelse af at filme i København i interviewet nedenfor, lavet umiddelbart efter filmholdets besøg i den danske købsstad.
Der kan spores et ønske om at vende tilbage til den danske købsstad i de positive ord instruktøren udtaler om København som film-location. Og Copenhagen Film Fund er også allerede i dialog med selskaberne bag, Working Title og Universal, om nye projekter til optagelse her i regionen.